Drop al tale om at investere i sin sport

Ord skaber kultur. Kultur former oplevelser og skaber handlinger. Det er langt fra ligegyldigt, hvad vi siger. Tillad mig at foreslå, at vi tager et solidt opgør med begrebet ”investering” i sportens verden. 

Af Kristoffer Henriksen, ph.d. Lektor på Syddansk Universitet og sportspsykolog i Team Danmark.

I min daglige færden i diverse idrætsmiljøer hører jeg ofte tale om ”investering”. Unge atleter taler om, at det kræver en stor investering at nå til tops. Eliteatleter overvejer, om det er investeringen værd at gå efter de ultimative drømme. Og forældre fortæller om hvor meget de har investeret i deres børns sport. Måske kan du genkende det?

Men når vi taler om ”investering” i sportens verden, skaber vi både et usundt fokus på at opnå resultater og et billede af, at vi ofrer en masse for at opnå dem.

Investering er etbegreb fra finansverdenen. Det betyder et input af ressourcer med en forventning om, at det investerede vokser og giver et afkast. I sportens verden er investeringen ofte tid, penge, blod, sved og tårer. Og ikke mindst afsavn. Atleterne træner hårdt. Forældrene betaler, transporterer og bruger tid.

Når vi bruger begrebet ”investering” i sammenhæng med sport, opstår der to helt centrale udfordringer:

  • Den første handler om inputtet. Når man investerer penge, er det jo sjældent fordi man ikke kan finde noget sjovere at bruge dem på. Man ville hellere bruge dem her og nu. Man bringer et offer. 
  • Den anden er ideen om afkast. Vi forventer at vores input af tid, sved og tårer skal give noget igen. Skal kunne betale sig. Og hvad skal afkastet være? Medaljer. Alt for ofte medaljer.

Jeg har oplevet eliteatleter diskutere om, ”det har været det hele værd”. Jeg har oplevet atleter sidde inden en OL udtagelse og sige, at hvis de ikke kvalificerer sig, vil de sidste mange års hårde slid have været spild af tid. Det var ikke investeringen værd. De er i mine øjne forledt af ideen om investeringen og fanget i dens to centrale udfordringer.

For det første tror de, at deres input er et offer. Men at dyrke eliteidræt er ikke offer. Det  er en livsstil. Det er muligheden for at fordybe sig i noget, man brænder for.  Bevares, det er hårdt og krævende. Men i gode idrætsmiljøer er der mange gode timer, der bærer lønnen i sig selv.

For det andet tror de, at de skal have et afkast i form af resultater. At hvis de ikke lykkes med resultatmålene, så har det været en dårlig investering. Men afkast er mere end resultater. Det er personlig udvikling. Og sport skal ikke kun vurderes på afkast. Det er fuld og hel tilstedeværelse i nuet - og guld værd i sig selv.

Jeg har oplevet forældre tale om, hvor meget de investerer i deres børn. De investerer tid og penge, siger de. Bevares, forældre spiller en stor og vigtig (og ofte positiv) rolle i talentudvikling. Men også disse forældre er ledt på afveje af begrebet investering.

For det første tror de, at alle timerne i bilen og på sidelinjen er et offer. Det er de ikke. Det er en mulighed for at dele noget med sit barn, for at sidde tæt sammen og snakke om alt det, der er sjovt og svært. Det er i øvrigt en mulighed, mange forældre savner i en hektisk hverdag.

For det andet tror de, at deres timer i bilen skal give et afkast. At de skal udmønte sig i resultater. Men afkast er mere end resultater. Deres børn lærer en masse om sig selv og om at indgå i relationer med andre mennesker. At være sammen med sine børn behøver ikke udmønte sig i noget.

I talentudviklingen er der en yderligere komplikation når forældre ”investerer”. De unge talenter kender også begrebet investering. Når de hører forældrene tale om, hvor meget de investerer, fornemmer de intuitivt, at deres forældre: 1) ofrer sig og hellere ville være et andet sted, og 2) forventer et afkast. ”Min mor og far har investeret så meget – nu er det op til mig at levere resultater”. Return on investment. Det skaber et unødvendigt pres på de unge. Samtidig kan det mudre de unges motivation. Dyrker jeg sport for min egen skyld eller for at levere noget tilbage til mine forældre?

Sportens eliteorganisationer vil uden tvivl fortsat tale om, hvorvidt deres økonomiske investeringer giver afkast. Hvad koster en olympisk guldmedalje? Det er i mine øjne en anden sag.

Men jeg drømmer om, at vi andre helt sletter ordet ”investering” fra sportens ordbog.

Atleter sveder, kæmper, knokler, tvivler og dropper tante Odas fødselsdag. Men de vælger det selv hver dag – og forhåbentlig fordi de finder det meningsfuldt og givende.

Forældre betaler, kører, hjælper og misser sikkert en vejfest ind imellem. Men de er forældre. De investerer ikke i deres børn. De deler børnenes interesse, støtter dem, elsker dem. Uanset deres resultater!